Vil du arbejde med integrationer i et cloud only-miljø og hjælpe os, med at hjemtage et domæne, der tidligere har været fuldt outsourcet til vores offshore-partner? Og vil du arbejde et sted, hvor vi løfter i flok og er stolte af vores tillidsbaserede kultur?
"Du kommer til at være med til at definere vores standarder og principper, for vi er stadig ved at finde vores fødder – det er også det, der gør det spændende at være her," siger udviklingschef Thomas Gustafsson.
Hav fingrene nede i alle typer udviklingsopgaver
Vores API-baserede målarkitektur bliver din tekniske legeplads, når du optimerer vores designs og løsninger. Vores integrationer foregår primært via Oracle Integration Cloud (OIC). OIC er i udgangspunktet en low code platform, så der arbejdes hovedsageligt ikke med koderammeværk. De primære kompetencer ligger i at forstå og kunne anvende integrationsmønstre, samt være velbevandret i XML, XSLT, XQuery, XPath og SOAP, samt JSON og REST, og endelig evt. PLSQL.
Du bliver også involveret i vores proces, med at inddele integrationsdomænet i subdomæner og udvikle roadmaps for, hvordan vi opnår den modenhed, der skal til inden for domænet. Vi vil stadig arbejde tæt sammen med vores kolleger offshore, men målet er, at vi selv skal sidde i førersædet.
I dit arbejde med serviceintegration vil du udover dit eget team samarbejde med de øvrige agile teams, forretningsanalytikere, arkitekter og eksterne samarbejdspartnere.
Du bruger hverdagen på at:
- Deltage i de klassiske agile ceremonier over Teams.
- Arbejde med alle led i udviklingsprocessen, når du kører proof of concepts samt designer, udvikler, tester og deployer dine løsninger.
- Deltage i håndtering af incidents og andre aktiviteter relateret til support og vedligehold af løsningerne.
Bliv en del af et nyt team og vores stærke kultur
Du bliver en del af Integrationsteamet i Ballerup, som er vokset til 10 kolleger hen over det sidste 1,5 år, samt 20+ offshore-konsulenter. Så du får en gylden mulighed for at præge, hvordan det skal være at arbejde hos os, både fagligt og socialt.
Samtidig bliver du en del af Vellivs stærke kultur, hvor kerneværdierne omsorg, ordentlighed og optimisme kan mærkes, når vi taler med hinanden – både hjemmefra og på kontoret, for du kan arbejde hjemmefra 1-2 dage om ugen, når det passer ind i teamets rytme.
"Vores tilgang til systemudvikling er lærende fremfor bebrejdende – her handler det ikke om at finde synderen, når noget går galt, men at forstå hvordan det er sket, så vi sammen kan udvikle os," fortsætter Thomas.
Du arbejder lige godt med integrationer og kolleger
Du har det allerbedst, når du sidder med snuden begravet i udviklingen af gennemtænkte løsninger og lever for de øjeblikke, hvor det lykkes. Derudover ved du at de helstøbte løsninger kræver, at alle spiller på samme hold og giver hinanden plads til at brilliere.
Og så forestiller vi os, at du:
- Har en uddannelse som fx datalog, dataingeniør, softwareingeniør eller datamatiker.
- Har erfaring med servicebaseret integration og dermed kender til REST, API, microservices og SOAP.
- Ikke nødvendigvis har arbejdet med Oracle-platformen før – vi skal nok lære dig op.
- Taler og skriver engelsk på professionelt niveau, og det er en klar fordel, hvis du kan dansk.
Vil du tage skridtet ind i vores transformation?
Så send os dit CV. I feltet kort motiveret ansøgning, skal du blot skrive "CV vedhæftet". Vi holder løbende samtaler, så send hellere i dag end i morgen.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Ønsker du at læse mere om Velliv, kan du besøge vores hjemmeside Velliv, Pension & Livsforsikring A/S - Dit Pensionsselskab