Jobbet og om dig
Som Danmarks hurtigst voksende virksomhed får hobbii.dk en masse henvendelser fra deres mange kunder. En del af kunderne er fra Holland og taler, samt skriver, hollandsk, hvorfor vi, på vegne af hobbii.dk, søger hollandsktalende medarbejdere til deres hollandske kundeserviceteam til et et-måneds vikariat.
Din opgave bliver at yde skriftlig kundeservice for virksomhedens mange hollandsktalende kunder. Dette er primært på mail men kan også være via andre skriftlige kanaler såsom trustpilot.dk. Derfor er det også et krav, at du kan formulere dig professionelt på hollandsk - skriftligt og mundtligt.
Foruden at du mestrer hollandsk skriftligt, er du serviceminded og vil til en hver tid gå en ekstra mil for at give kunden den absolut bedste oplevelse med virksomheden. Du evner at sætte dig i kundens sted og bliver, af andre, beskrevet som empatisk.
Det er en fordel, hvis du har kundeserviceerfaring fra en tidligere stilling. Da der er travlt i virksomheden, er det vigtigt, at du hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver og er selvkørende. Du motiveres af at få en masse for hånden og elsker at se bunken af sager blive mindre og mindre.
Grundet COVID-19 er der tale om et job, hvor du skal arbejde hjemmefra. Dette betyder dog ikke, at du er langt væk fra dine kollegaer, da teamet prioriterer sparring og teamwork højt. Du bliver en del af det hollandsktalende kundeserviceteam (hvor der også tales engelsk), og du vil opleve at blive en del af en afdeling, hvor alle tager ansvar for egne og teamets opgaver.
Du vil få en grundig introduktion og oplæring, så du er klædt godt på til dine arbejdsopgaver. Du vil derudover blive tilknyttet en 'buddy', som du altid kan kontakte, når du har spørgsmål. Det forventes, at du inden for kort tid tager fra på de mange kundehenvendelser. Det et krav, at du kan stille egen computer til rådighed i forbindelse med ansættelsen.
Da der, som nævnt ovenfor, også tales engelsk i afdelingen, er det et krav, at du mestrer engelsk.
Praktisk
Der er tale om en ansættelse med opstart hurtigst muligt, som forventeligt bliver i uge 9. Stillingen er på 37 timer om ugen mandag – fredag inden for normal kontortid. Varigheden er fire uger med eventuel mulighed for forlængelse. Der er ikke mulighed for at have fravær i perioden. Der tilbydes en løn på 155 kr. i timen.
Interesseret?
Lyder jobbet som noget for dig - så send din ansøgning allerede i dag, da vi ansætter løbende.